Samlemærkater

Samlemærkater, eller reklamemærkater som de også kaldes, er små plakater i frimærkestørrelse, der tidligere var et meget brugt reklamemiddel i Danmark. De blev blandt andet brugt som reklame for virksomheder, udstillinger eller politisk propaganda, og var beregnet til at sætte på breve, tændstikæsker og lign. De var også populære som samleobjekter for både børn og voksne.

Mærkater fra et stormagasin

Magasin du Nord anvendte mærkater som reklamemiddel i perioden 1910-1970. Nogle udkom enkeltvis, mens andre blev udgivet i serier. Magasins mærkater var meget forskelligartede. Der blev reklameret med alt fra lokale filialer, et specifikt produktsortiment, eller bestemte begivenheder i stormagasinet, så som jubilæer eller udstillinger.

Museets samling er ikke komplet, men den giver alligevel et godt indblik i de typiske Magasin-mærkater.