Jul i Magasin
Udstillingen ‘Jul i Magasin’ vises på Magasin du Nord fra den 31. oktober til den 12. januar 2025.
Hør også vores podcast om Magasins første julemand. Find den her.
Gå på virtuelt besøg i juleudstillingen her.
Julen begynder i Magasin
Julen i Magasin har altid været noget særligt. Lige fra de allerførste juleudstillinger i slutningen af 1800-tallet til nutidens oplyste forretningsfacader, der lyser eventyrligt op i den mørke vintertid.
Udstillingen ‘Jul i Magasin’ giver et godt indblik i, hvordan julen i stormagasinet har kunne opleves gennem de sidste 150 år. Fra juleudstillinger og kataloger til Danmarks første stormagasin-julemand.
Julen i Magasin er for mange forbundet med faste traditioner. Hvad enten det er en tur forbi de pyntede vinduer, en hyggestund med kataloget, eller indkøb af gaverne, så har de fleste danskere minder om julen i Magasin. Nogle husker måske deres første møde med Magasins julemand, andre har en helt særlig juleudstilling klar i hukommelsen.
Så snart kunderne træder ind ad døren til stormagasinet begynder oplevelsen med julepynt, julestemning og julegaver. Rundt om i byerne kan man se folk komme gående med deres juleindkøb i de karakteristiske poser fra Magasin.
Så der er måske noget om at julen begynder i Magasin.
Orientalsk jul
Magasins juleudstillinger går helt tilbage til 1887, hvor forretningen på Kongens Nytorv op til jul var dekoreret med eksotiske varer fra Østen. Inspirationen til den orientalske julepyntning fik Magasins grundlæggere, Wessel og Vett, sandsynligvis fra det franske stormagasin Le Bon Marché. Her havde man i flere år til juletid ladet forretningen pynte med orientalske varer, der var højeste mode i Vesten.
Nisser og juletræer var endnu ikke blevet en fast del af stormagasinets juleudsmykning.
Julemærket
I 1903 fik postekspedient, senere postmester Einar Holbøll, en god idé. En frivillig ekstraporto på jule- og nytårspost kunne bruges til at samle penge ind til støtte for syge børn. Holbøll gik til departementschefen i finansministeriet, og præsenterede ideen. Forslaget blev taget godt i mod, og der blev straks oprettet en julemærkekomite.
Emil Vett, den ene af Magasins to grundlæggere, indtrådte i komiteen, sammen med andre fremtrædende personer.
Allerede året efter, i 1904, blev Holbølls ide ført ud i virkeligheden. Verdens første julemærke var en realitet, og motivet var et portræt af Dronning Louise.
Komiteen havde besluttet, at pengene fra salget skulle gå til bekæmpelse af tuberkulose, der var en af tidens frygtede og meget smitsomme sygdomme. Det første år blev der solgt 3,4 mio. julemærker. Prisen for julemærket var 2 øre og salget indbragte i datidens penge 73.950 kr., svarende til 5.180.000 kroner i dag.
Brugen af julemærkerne, der også hurtigt blev populært i andre lande, er stadig en stærk tradition i Danmark.
Årets juletema
Når Magasin forbereder årets juleudsmykning, arbejder man gerne indenfor et tema. Temaet for årets udstilling kan være af mere generel karakter, så som ”julestjerner” eller ”gavebyen”, men tidligere var det også ofte temaer, der relaterede sig til de begivenheder, der foregik i samfundet det pågældende år. Således kunne man i 1919 op til afstemningen om genforeningen med Sønderjylland se stormagasinet være pyntet i Dannebrogsfarver og med sønderjyske motiver. I 1938 havde Disney-filmen Snehvide dansk premiere og blev valgt som tema for årets udstilling.
I løbet af 1960’erne gik man bort fra de meget tematiske juleudstillinger, og julen i Magasin er i dag bygget op omkring et mere overordnet udtryk eller en specifik stil.
Theodor og Theodora
I 1989 var det en bamse, der fik hovedrollen i Magasins juleudsmykning. Året inden var den blevet introduceret i stormagasinets julekatalog, og bamsen var blevet en så stor succes, at man besluttede at gøre den til en gennemgående figur den efterfølgende jul. Magasin nedsatte en ”bamsegruppe”, der fik til opgave at finde på ideer til, hvordan man kunne inddrage den bløde bjørn.
Bamsen fik navnet Theodor, som dels henviste til den ene af Magasin du Nords grundlæggere – Theodor Wessel, og dels var en reference til den amerikanske præsident Theodore Roosevelt, der blev kaldt Teddy og mange år tidligere havde lagt navn til de oprindelige legetøjsbamser, Teddy Bear.
Carl Dauw – Magasins julemand i 30 år
Kontorbuddet Carl Dauw var allerede som 14-årig blevet ansat i Magasin du Nord. Med årene havde den vellidte Dauw fået en mere rund skikkelse, og i 1932 blev han, som 43-årig, kaldt ind på chefens kontor. Her blev han tilbudt at klæde sig ud i december måned og gå rundt i stormagasinet i skikkelse af julemanden. For denne opgave ville der komme 100 kr. ekstra i lønposen. Til at starte med var han noget skeptisk, men endte alligevel med at sige ja. Opgaven voksede på ham, og de næste 28 år var han stormagasinets julemand. Carl Dauw nåede både at fejre 50-års jubilæum i Magasin og 25-års jubilæum som julemand, inden han lod sig pensionere.
Veronica
Dukke Veronica var den helt centrale figur i årets juleunivers i 1936. Veronica var en figur Magasin havde opfundet til anledningen. Hun blev beskrevet som ”det uartige, men nok så yndige barn”. Udover at man kunne købe Dukke Veronica i forretningen, foregik der også en masse andre events i Veronicas navn. Hver dag kl. 12 spillede f.eks. et orkester Veronicas Vise. Veronica blev vist i annoncer i dagspressen, og hver dag kunne børn besøge stormagasinet for at deltage i en skattejagt og efterfølgende lodtrækning om at vinde deres helt egen Veronica-dukke.
Frem fra gemmerne
I 2014 blev Veronica fundet frem fra arkivet og støvet af. Her blev hun, om end i en ny og opdateret version, igen hovedfiguren i Magasins juleunivers. Hun var stadig yndig, men drillerierne var hun vokset fra. I 2016 kunne man i julekataloget og i vinduerne igen opleve Veronica. Denne gang var hun på jagt efter den perfekte julegave til sin bedste ven.
Veronica er siden blevet en tilbagevendende figur i Magasins juleunivers, og i stedet for at hilse på en julemand, kan stormagasinets kunder nu møde julepigen Veronica, der deler pebernødder ud og laver små sjove juleaktiviteter for børnene.
I 2020 optræder Veronica igen i Magasins juleunivers, og kan blandt ses på årets julegavepapir.
Julekataloger
Allerede i slutningen af 1880’erne begyndte Magasin at udgive kataloger, der viste et udpluk af forretningens mange varer. Det kunne være kataloger for specifikke varegrupper og kataloger, der henvendte sig til udvalgte kundegrupper.
De første julekataloger var sort-hvide med tegnede illustrationer. Omkring 1930’erne var der også enkelte fotografier, men omkring 1960’erne skete der visuelt en stor ændring, og nu kom der mange farvebilleder i julekataloget.
De gamle julekataloger fra Magasin giver et godt indblik i udviklingen i samfundet. Her kan man blandt andet se den ændrede tøjmode, og hvornår elektriske apparater som bip-bip-spil eller brødristere blev så almindeligt udbredt, at de kom med i julekatalogerne.
Magasins julekatalog har alle år været en populær tryksag, der har inspireret danskerne til både julegaveindkøb og ønskelisten. Siden 2016 er julekatalogerne foruden den trykte version også udkommet i en digital udgave. Det trykte katalog har i dag et oplag på 500.000.
Børnenes fest
I 1930 begyndte Magasin at lave fortrykte sedler, hvor børnene kunne skrive deres ønsker. Sedlerne blev hvert år sendt ud til kunderne sammen med det lille hæfte Magasin Nyt og uddelt af julemanden i forretningerne. Forældrene behøvede ikke at lede længe efter børnenes ønsker i stormagasinets velassorterede legetøjsafdeling. Her kunne man altid finde de sidste nye julegave-hit. Legetøjsønskerne afspejlede ikke kun tidens fortrukne lege for børnene, men også konkrete begivenheder i voksenverdenen, gik igen i legetøjet. Da USA i 1950 introducerede deres nye jetfly Lockheed Starfire, gik der f.eks. ikke lang tid før, danske drenge kunne sætte en legetøjsudgave fra Magasin på ønskelisten.
Find mere om jul i Magasin her:
– Se de gamle kataloger her.
– Gå på opdagelse i de gamle julemærkater her.
– Se billeder af de gamle juleudstillinger her.
– Se DR realityserien ‘Jul i Magasin’ fra 1999 her.
Hør vores podcast om Magasins første julemand. Find den her.
Udstillingen ‘Jul i Magasin’ vises på Magasin du Nord fra den 31. oktober 2024 til den 12. januar 2025.
Gå på virtuelt besøg i juleudstillingen her.