Magasins første modeshow
Med inspiration fra udenlandske storbyer afholdt Magasin du Nord i 1913 sit første modeshow med levende mannequiner. Moden skulle ikke længere kun understrege kvinders position i det sociale hierarki, nu skulle den også fungere som et udtryk for kvindens individuelle identitet. Magasin var på forkant med denne udvikling, og opvisningen blev trods kritiske røster en stor succes.
Lyt til vores podcast om Magasins modelsalon og den første modeopvisning her.
Parfurmeret program og buketter af violer
Klokken 15.30 den 3. november 1913 begyndte Magasins første modeshow med levende mannequiner. Fænomenet var allerede kendt fra andre europæiske byer, men det var noget nyt, at man kunne overvære sådan en opvisning på dansk jord.
Magasin du Nord havde inviteret op mod tusinde kvinder fra det bedre borgerskab til opvisning i den hvide sal hos Nimb.
Invitationen bestod af et parfumeret program fornemt sat sammen med et lyseblåt silkebånd. Ved ankomsten fik alle gæster udleveret små buketter af violer, og i festsalen var der dækket op ved små borde. Et orkester spillede afdæmpet de nyeste melodier til gæsternes store fornøjelse. Arrangementet forløb over fire dage, og begivenheden fik massiv omtale i pressen, hvor den blev omtalt som Skandinaviens første modeshow.
Scenevante skuespillerinder
Til opvisningen skulle Magasin bruge ni mannequiner, men eftersom der ikke før var afholdt et lignende arrangement, måtte Magasin tænke kreativt i rekrutteringen af kvinderne. Stormagasinet fandt på at henvende sig til de københavnske filmteatre, hvorfra de rekrutterede unge smukke kvinder. Skuespillerinderne havde den fordel, at de både var scenevante og kunne bevæge sig yndefuldt. Inden opvisningen blev de udvalgte kvinder instrueret af en balletmester fra Det Kongelige Teater. Her lærte de at bevæge sig som det var moderne i tiden; med små hoppende trippeskridt, udadvendte fødder, løftede arme, vuggende mave og let rundet ryg.
Kun for kvinder
I 1913 blev et modeshow med levende mannequiner anset som dristigt. På trods af, at der hverken blev vist lingeri eller badetøj, så Magasin sig nødsaget til at formene adgang til opvisningen for alle mænd. End ikke Magasins kjolechef fik lov til at overvære showet. Nimbs tjenere var de eneste mænd med adgang til salen. De skulle sørge for, at gæsterne fik serveret te og kage gennem de to timer opvisningen varede.
Flere steder i landet skabte nyheden om levende mannequiner forargelse. I en avisklumme af en provst på Frederiksberg bliver det endda kaldt skandaløst. Både at kvinder viser sig frem, men også at kvinder vil være bekendt, at se på andre kvinder, der viser sig frem. Det var heller ikke alle de udvalgte kvinders forældre, der tog døtrenes nye arbejde lige pænt. Enkelte blev ligefrem udstødt af familien på grund af det. Det vakte især furore, at modens opslidsede kjoler betød, at ”mange centimeter af ankel og smalben” var synlige.
Fra Paris, Wien og London
Det var tøj fra mange af de store modehuse, der blev vist frem til opvisningen. Der blev i alt fremvist 56 kreationer, og kendte designere som Poiret, Worth, Pacquin, Doucet og Beer var alle repræsenteret.
Magasin viste også sine egne kollektioner frem, og i pressen blev det bemærket, hvordan Magasins kreationer snildt kunne konkurrere med de internationale. I nogen tilfælde skrev pressen endda, at Magasins egne kreationer var mere vellykkede, da de bedre forstod sig på de københavnske kvinder.
En årlig begivenhed
Opvisningen i 1913 blev en stor succes. Ifølge pressen havde man aldrig set noget flottere. Datidens aviser omtalte arrangementet med rosende ord, og Magasin fik meget omtale i pressen. Den positive modtagelse af Magasins egne kreationer fik sat stormagasinets nyoprettede modelsalon på landkortet, og succesen betød, at man besluttede at gøre arrangementet til en årlig begivenhed. De to første år foregik opvisningen på Nimb, indtil Magasin i slutningen af 1914 havde færdigbygget sin egen tesalon, som man fremover benyttede til opvisningerne.
Lyt til vores podcast om Magasins modelsalon og den første modeopvisning her.