Møbler i Magasin

Siden slutningen af 1800-tallet har Magasin solgt møbler. Stormagasinet har med sine initiativer og fremsynethed været en væsentlig faktor i den danske møbelindustri. I over 150 år har Magasin været med til at præsentere danskerne for alle de nye tendenser og trends inden for bolig.

Magasins møbelsnedekeri lå på Landskronagade på Østerbro i København.

Begyndelsen
Magasin blev grundlagt i Århus i 1868 af Emil Vett og Theodor Wessel. Oprindeligt startede forretningen som en manufakturhandel, men hurtig begyndte de også at sælge andre typer af varer. Efter nogle år ville de ikke nøjes med at sælge, de ville også producere en række varer selv. Det var ikke atypisk på dette tidspunkt, at et handelsfirma selv gik ind i produktion af varer. Tiderne var nemlig gunstige for handel og produktion, og fabrikker skød op over hele Danmark.

Magasin producerede møbler efter originale tegninger.

Møbelfabrikken grundlægges
Hos Magasin besluttede man i første omgang, at man ville åbne et væveri, hvor man producerede tekstil til blandt andet tøj og møbler. Man søgte derfor efter en god beliggenhed, hvor der var plads til en stor topmoderne fabrik. Det fandt de på Landskronagade på Østerbro.
Det var samme sted, at de nogle år senere, i 1898, grundlagde en møbelfabrik. Møbelfabrikken bredte sig over fire etager, og havde egen tegnestue og trælager. Her producerede de møbler efter originale tegninger og solgte dem i Magasins eget navn.

Magasin tilbød komplet boligmontering af kundernes hjem. Reklamepostkort fra 1914.

Montering
Møblerne blev hurtigt populære, og Magasin annoncerede med, at de gerne møblerede hele hjem. Udover private hjem møblerede stormagasinet også et kongeligt slot (Marselisborg), en lang række hoteller, færger, ambassader, og hospitaler.

Møbelkonkurrencer
I 1920’erne bevægede trenden sig så småt væk fra de store tunge mørke møbler, som Magasin især havde produceret, og det var ikke længere en god forretning for Magasin at producere møbler. De valgte derfor at nedlægge møbelfabrikken. Det betød dog på ingen måde, at Magasin var færdig med at sælge møbler, men man producerede dem ikke selv længere.
I stedet begyndte man at afholde møbelkonkurrencer, hvor designere og arkitekter kunne sendes deres møbelforslag ind. Vinderne fik så produceret og solgt deres møbler i Magasin. Blandt vinderne var navne som Børge Mogensen, Finn Juhl, Hans Wegener, Nanna og Jørgen Dietzel.

I perioden 1898-1929 arrangerede Magasin orientalske udstillinger.

Bolig-udstillinger
Magasin har en lang tradition med at arrangere udstillinger.
I årene 1898-1929 viste man hvert år orientalske boligudstillinger på Charlottenborg. De var enormt populære, og danskerne synes det var meget eksotisk med varer fra Østen.

I 1930’erne vandt funkisstilen indpas, og i 1937 stod stormagasinet derfor bag en stor boligudstilling i Forum, der hed Bolig-Byen. Her viste Magasin forskellige bud på bolig og indretning med den nye stil.
Udstillingen blev en kæmpe succes og havde over 100.000 besøgende i de 16 dage udstillingen varede.

Efter 2. verdenskrig var der massiv boligmangel, og Magasin medvirkede i en kampagne for at afhjælpe bolignøden. Ved hjælp af interiørudstillinger viser Magasin hvordan man bedst udnytter ubeboede tagrum og omdanner dem til taglejligheder.

I 1957 viste man udstillingen ”En-familiehuse af tegl”, i Magasin på Kgs. Nytorv. Her rådgav man kunderne om alt fra hvordan man fik råd til hus og hjem, til hvordan man møblerede og indrettede sig.

I 1937 stod Magasin bag en stor boligudstilling i Forum, der hed Bolig-byen.
I 1970’erne blev ekspedienterne udstyret med et polaroid-kamera, så de kunne give kunderne et foto med hjem af de møbler de var interesserede i.

Genbrug og polaroid
I 1970’erne så man også flere nye tiltag i boligafdelingen. Man supplerede blandt andet møbelafdelingen med en afdeling, der solgte antikke møbler.
Der blev også indført et helt nyt service tiltag. Ekspedienterne blev udstyret med polaroid-kameraer, og kunne så tage et billede af det møbel kunden viste interessere i. Kunden fik derefter fotografiet med hjem og kunne så overveje købet derhjemme.

Det var også boligen og møbler, der var omdrejningspunktet for Magasins nye filial i Cirkelhuset i Hørsholm, der åbnede i 1973. Her blev der solgt bolig-, fritids- og haveudstyr. På åbningsdagen kom der 15.000 kunder. Nedgangstider og oliekrise betød dog, at afdelingen lukkede igen to år senere.

Boliginspiration gennem 150 år
Fra egen møbelfabrik og orientalske udstillinger, til rådgivning om indretning og boligkøb. I takt med tiden er fokus og sortimentet i Magasins boligafdelinger skiftet. Produkter og præsentation har ændret sig, men i alle årene har Magasin vist kunderne de nye trends og tendenser inden for boligindretning.